Hvorfor kan man ikke både få ret, og få et godt forhold? August 29 2013, 0 Comments

 

“Jeg tog sgu fejl. Fedt!”

Hvor ofte har du hør dén sætning? Ikke ret tit, går jeg ud fra.
Hvor tit har din partner indrømmet at han/hun tog fejl? Sjældent?
Og hvor ofte har du hørt to politikere debattere, og pludselig hørt den ene sige “Det har du sgu ret i – dén vinkel havde jeg slet ikke tænkt over.”? Nok aldrig.

Og hvorfor så ikke?
Hvorfor er det så vigtigt at have ret, og hvorfor bruger vi så megen energi på at forsvare vores holdninger og standpunkter?

Det handler først og fremmest om vores kulturelle baggrund og arv.
Vi er igennem de sidste par tusinde år blevet stopfodret med det meget unuancerede koncept, at dét at have ret er godt, og dét at tage fejl er skidt.

I skolen lærte vi, at når vi svarede rigtigt fik vi gode karakterer og bestod – og når vi svarede forkert fik vi dårlige karakterer og dumpede.
Hvis man svarer rigtigt i en quiz går man til bonusrunden – svarer man forkert ryger man ud.
Hvis man har ret på arbejdspladsen bliver man forfremmet – tager man fejl bliver man fyret.
Ganske simpelt og let at forstå.

Helt tilbage i det antikke Grækenland lagde filosoffen Aristoteles grundstenene til denne tankegang – en tankegang, der skulle komme til at dominere vores måde at anskue logik på helt frem til 1900-tallet. Han formulerede nemlig to logiske principper:

Kontradiktionsprincippet: Et udsagn kan ikke være både sandt og falsk på samme tid.
Og princippet om det udelukkede tredje: Der findes ikke sandhedsværdier ud over sandt og falsk.

Aristoteles´ principper blev accepteret som den skinbarlige sandhed, og dét blev de i en sådan grad, at vi stadig den dag i dag, har svært ved at slippe principperne – og uden at vide det, gjorde Aristoteles det pokkers meget sværere for milliarder af parforhold i århundreder efter hans “opdagelse”.

Problemet med den Aristoteliske logik er, at den er fejlbehæftet.
Der kan faktisk godt være andre nuancer end sandt og falsk. Det er ikke blot en filosofisk mulighed – men det har også vist sig at videnskaben gang på gang har måttet revidere denne sort/hvide opfattelse af vores verden og universet. Bl.a. har man indenfor kvantefysik kunne påvise, at ting både kan være og ikke være på samme tid. Og selvom det lyder komplet absurd, er det bevist gang på gang, at det ER sådan det forholder sig. Eksempelvis eksisterer lys både som en partikel og en bølge på samme tid.

Og dermed falder hele “enten/eller”-tankegangen fra hinanden.

Så hvad i hulen har Aristoteles, lyspartikler og kvantefysik med parforhold at gøre?
Faktisk en hel del. For Aristoteles´ sort/hvide tankegang har i dén grad gennemsyret vores måde at opføre os på i vores parforhold: Vi stræber efter at få ret, og prioriterer det ofte bevidstløst over alt andet. Også over noget så væsentligt som glæde og fred i forholdet til vores partner – og for den sags skyld til andre mennesker i vores liv.

Vi har ikke bare taget Aristoteles´ principper til os, vi har dyrket dem – og til tider forvredet dem, så de er blevet endnu mere absurde og karikerede. Hvem har eksempelvis ikke været fyldt op af tanker om hævn, og SVORET at “hvis bare han kommer ned med nakken, så får jeg det godt!”?

Det svarer nogenlunde til at tænke, “hvis han fryser, får jeg det varmt”.

Logikken mangler fuldstændigt, men det er ikke desto mindre en logik vi ikke bare accepterer, men i vid udstrækning DYRKER.

Ja, selv USAs tidligere præsident, George W Bush have sin egen interessante variant af denne logik, da han på en pressekonference i november 2001 proklamerede: “You´re either with us, or you´re against us in the fight against terror”.

Vi har ofte et stort behov for at UNDGÅ at tage fejl – og dermed være “pinlige”, “ydmygede” eller “svage” – og vil helst have ret, så vi “vinder”, “ser godt ud” og fodrer vores ego med hurtigt sukker. Og hurtigt sukker, er præcis hvad vores stræben efter at få ret er. Det giver os en payoff eller præmie på den korte bane.

Desværre sker det på bekostning af noget langt vigtigere på den lange bane: Et godt forhold – og muligheden for at lære noget nyt.

Vores parforhold er inficeret med dogmer og principper om rigtigt og forkert, og hvad værre er; mange af os er ikke engang BEVIDSTE om, at det forholder sig sådan.

Et evigt tilbagevendende tema, jeg oplever hos mine klienter, er behovet for at få partneren til at forstå, at han/hun skal gøre tingene på en bestemt måde.

Og ikke sjældent oplever jeg par, hvis største mål er at “vinde” over den anden ved at smide ting i hovedet på partneren, og få ham/hende til at indrømme sine fejl, mangler og dårlige adfærd. Jeg plejer at stikke dem et stykke papir og en kuglepen, og beder dem om at tage sig god tid til at lave et scorekort over, hvem der kan finde flest fejl hos den anden.
Og så beder jeg dem tænke over, om dét på nogen måde vil give dem et bedre forhold eller skabe en bedre relation til deres partner.
Jeg har endnu ikke oplevet nogen svare ja til sidstnævnte spørgsmål.

Hvorfor kan man ikke både få ret, og få et godt forhold?
Først og fremmest fordi vores opfattelse af at “få ret” er baseret på, at der er en vinder og en taber.
Der er een der har ret – ergo må der være een der tager fejl. Hurra for Aristoteles.
Så du kan vende den om, og spørge dig selv, om du kan vinde i et parforhold?
Og hvis du kan – hvor godt et parforhold har du så?

Hvis din partner skal tabe, for at du har det godt – hvor givende er forholdet så for din partner? Og dig selv i sidste ende?

Og hvorfor kan man så ikke lære noget, samtidig med at man har ret?
Det kan man ikke, fordi dét at have ret jo i sin natur handler om at få bekræftet dét, man allerede ved, tror på og er overbevist om.
At have ret handler jo netop om, at kæmpe for de ideer man allerede tror på – i modsætning til at være åben og modtagelig for ny viden og læring.

Så snart du “har ret” er du stoppet med at lytte. Du har KUN fokus på at få bekræftet din holdning – og få andre overbevist om at du har ret, eller få dem til at fremstå som “tabere”, fordi de har en “forkert” holdning.

Du kan altså ikke BÅDE have ret OG lære nyt på samme tid.

Så forestil dig, at vi i stedet for at fokusere på at have ret, fokuserede på at blive klogere…
Tænk engang hvis man i skolerne belønnede eleverne for at stille de bedste SPØRGSMÅL – i stedet for kun at belønne de rigtigste svar?

Hvad ville dét have af virkning på vores måde at anskue problemstillinger, andre mennesker…ja, hele verden?

Og tænk hvis man som partner brugte langt mindre tid og energi på at forsvare og kæmpe for sine holdninger og overbevisninger – og i stedet tillod sig selv at være åben og have en “det ved jeg ikke, så jeg lytter gerne” – indstilling.

Det kunne jo være, at man kunne lære noget af sin partner – og det kunne jo være, at man kunne få et fantastisk forfold, der var baseret på en fælles interesse i at lære – og ikke et forhold baseret på at vinde eller tabe, have ret eller tage fejl.

Det kunne jo ligefrem være, at man pludselig ville kunne sige til sin bedre halvdel: “Jeg tog fejl. Fedt!”